Min liste over det, som gør mig glad i hverdagen

Når hverdagen bliver lidt kedsommelig og man ikke lige ved hvad man skal give sig til, plejede dette for mig at hænge sammen med at bruge penge. Lige pludselig blev jeg mere letpåvirkelig overfor ting jeg bare måtte eje! Tøj blev købt, yogaudstyr eller et eller andet jeg fandt interessant på nettet, og i virkeligheden var alt dette bare ‘kedsomhedskøb’.

For nogle er det måske helt i orden, men det har længe været min mission, at blive mere økonomisk bevidst – dvs. kun bruge penge på det jeg rent faktisk mangler og på noget som gør mig glad.

Kreering af min personlige ‘Gladliste’

Derfor gik jeg igang med at lave en ‘Gladliste’, hvilket i bund og grund er en liste over det som gør mig glad i hverdagen. Den bliver brugt når jeg ikke lige ved hvad jeg skal foretage mig, og for at komme nærmere mine personlige værdier – hvad holder jeg egentlig af at bruge min tid på? På den måde kan jeg bruge min tid på det i stedet for noget, som ikke bidrager til hvem jeg er, den jeg gerne vil være eller på noget som i bund og grund ikke gør mig glad.

Listen er fuldstændig personlig, så for dig vil der højst sandsynligt komme til at stå andre ting, som gør dig glad og giver dig værdi i hverdagen, men jeg synes det er en sjov og lærerig proces så en stor opfordring herfra til at gå igang. Tingene står ikke i rækkefølge efter, hvad som gør mig allermest glad, men som de poppede ind i mit hoved mens jeg skrev listen.

Min Gladliste:

En gåtur i naturen (gerne med min mand)

Jeg har lidt svært ved at gå ture alene – en hund ville hjælpe på det problem, da man netop har et reelt formål med turen, men jeg øver mig i at gøre det alene. Turene giver bevægelse i kroppen, frisk luft, grønne oplevelser, hvor naturen folder sig ud og ind i takt med årstiderne, dyrene som pipper, summer eller muuher – man skal bare lytte efter så er de der.

En guidet meditation

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg er meget fascineret af hele yogaverdenen og her er meditationer ofte med i pakken. Her finder jeg tilbage til mig selv og fokuserer på min vejrtrækning. Det er super svært, (men vildt godt hvis man er stresset) og jeg lytter derfor mest til de guidede meditationer, hvor en stemme holder mig i hånden, mens vi går på opdagelse i hele kroppen, naturen eller hvad meditationen nu fokuserer på. Ofte falder jeg i søvn, men jeg oplever en dejlig afslappethed, som er skøn i hverdagen.

Hjemmelavet urtete eller grøn te

Med efterår og vinter hører hyggelige dage indenfor med et tæppe og varm te. Jeg har i et stykke tid lavet min egen urtete ud af salvie fra haven – tørret og knust og blandet med tørrede morgenfrueblade og mynteblade. Tilsammen giver dette de skønneste kopper urtete. Ellers går jeg efter grøn te, da sort te indeholder koffein og har en større tendens til at give plamager på tænderne ligesom kaffe.

Følelsen i kroppen efter yoga

Realistisk er lysten til yoga (eller andre former for sportsudøvning) ikke altid super stor, men følelsen efter det er overstået er fantastisk! Det er den, fordi jeg ved jeg har gjort noget godt for min ellers smerteplagede krop og fordi jeg ved jeg virkelig fortjener det bad! Jeg er helt frisk og kroppen har fået udskilt affaldsstoffer gennem sveden, så for mig føles det, som at være så god som ny igen.

At trække vejret

Ret vigtigt for vores eksistens, men noget vi godt kan glemme at gøre ordentligt. Vores vejrtrækning tenderer til at blive overfladisk, hvor det udelukkende er brystet som hæver og sænker sig. Det hjælper derfor at have fokus på at tage dybe ind- og udåndinger som kommer helt ned i maven. Ind, ud – ind, ud. Jeg tager gerne ca. 10 stk. med lukkede øjne for at komme tilbage i mig selv, og for at få ilten godt igennem hele kroppen og op til hjernen, som faktisk beroliger den, hvis du er nervøs eller stresset.

At lytte til musik

Musik betyder vildt meget for mig – det sætter en bestemt stemning i mig, og nogle sange vækker gamle minder – ikke nødvendigvis nogle jeg kan huske, men jeg kan huske følelsen. Oftest er de fleste af sangene nogle som bringer en følelse af glæde, men andre har også mindet mig om en træls periode eller noget trist jeg ikke kan sætte fingeren på, hvad har været. Jeg køber mine ynglingsnumre på ‘Itunes’, og skamhører dem igen og igen – især når jeg cykler til og fra arbejde, simpelthen fordi det gør mig glad. Hjemme sætter jeg ofte ‘Spotify’ på og vælger deres ‘Moodlister’ – pop hvis der skal være gang i den og de akustiske versioner af sange – gerne nogle som jeg kender, når jeg skal helt ned i gear.

At hygge med kage

Jeg elsker kage! Det gør jeg virkelig – ofte noget folk har gjort lidt grin med, nu når jeg er uddannet diætist. Især romkugler er jeg vild med – alt med romkuglemasse faktisk. Intet med kanel, men sådan er ens præferencer jo så forskellige. Jeg forbinder kage med hygge, og stunder hvor man laver te eller kaffe – for nu skal der hygges. Om det er foran TV’et eller sammen med familie eller venner, det er ligegyldigt, for kage bringer bare en god og glædelig stund frem hos mig.

At tænde stearinlys

Mine ynglings årstider er altså efterår og vinter – det regner og rusker udenfor, og man putter sig indenfor med noget varmt i kopperne, hyggestrømper og gerne min dejlige dyne. Stearinlys er med til at sætte stemningen, og de giver også lidt varme til rummet. Det er ikke så miljøvenligt eller særlig godt for lungerne grundet de mikropartikler som udskilles ved afbrænding MEN! Jeg elsker det, så det fortsætter jeg altså med.

At rende rundt i hyggetøj!

Jeg er en rigtig hygger, og som årene er gået (især efter et efterskoleophold) er min stil blevet mere afslappet og behagelig i bløde oversize materialer. Det er så skønt ikke at være spærret inde i stramtsiddende tøj, og det gør mig i godt humør når søndagen foregår i mine bløde pyjamasbukser. Det giver en mere uformel og afslappet stemning i vores hjem, noget jeg virkelig værdsætter.

At læse en god roman

Selv som studerende læste jeg meget skønlitteratur. Jeg drømmer mig væk i en anden verden og følger karaktererne og deres verdensforståelse. Ud fra min favoritliste, nævnt i indlægget her er jeg mest til erotiske og romantiske romaner. Lige nu er dem som udfolder sig i 1800-tallet mine favoritter, da jeg også kommer med på en tidsrejse, hvor tingene så en anelse anderledes ud end idag. Jeg læser for at hygge og blive glad, så krimier og gysere er aldrig faldet mig ind, da jeg elsker den lille positive boble jeg befinder mig i, når jeg læser de søde, glade og romantiske historier.

At rydde op

Hvad i alverden kunne man tænke, men det gør mig faktisk rigtig glad, da jeg føler jeg får noget for hånden og får styr på tingene igen, hvis de har været rodede. Egentlig er det nok mere hovedet, som jeg får styr på, men det beroliger mig, og jeg elsker at komme hjem og stå op til et rent og pænt hjem, som egentlig ikke kræver så meget, hvis man regelmæssigt sørger for at vedligeholde tingene. Jeg har hjulpet min far med at få ryddet op, og den lykkefølelse jeg får når jeg kan se hans positive reaktioner og stolthed – det er guld værd, og kunne jeg, så ville jeg leve af at hjælpe andre med at blive organiserede og få deres værdier og prioriteter sat på plads, så det er 100 % tilpasset dem.

Ingen planer

Jeg er en struktureret kontrolfreak, og planlægger og planlægger, men nogle gange glemmer jeg at planlægge fridage. Det stresser mig med en fyldt kalender, da jeg især føler weekenderne ender med at gå så hurtige – også selvom de ting vi har lavet har været sjove og hyggelige. Jeg kan derfor mærke at jeg skal prioritere tid til at lave intet, hvor både min mand og jeg kan lade batterierne op.

Oplevelser i Danmark

Vi har efter en miniferie til Prag indset, at ferie og ture rundt i landet herhjemme, stemmer mere overens med hvem vi er og hvad vi har lyst til. Det vil vi derfor fokusere mere på i fremtiden. Lige om lidt, får vi også en lille babypige, så de næste par år, består for os af ‘staycation’, hvor vi bliver hjemme, tager på småture eller lejer et sommerhus i klitterne nordpå. Oplevelser er noget vi virkelig holder af, og selvom de fleste koster penge, er det noget vi ynder at prioritere, da det giver skønne minder. Derfor ønsker vi os gerne oplevelsesgavekort i jule- og fødselsdagsgaver da de giver os mulighed for at prøve nye oplevelser rundt omkring uden det koster os alverdens.

Wellness og massage

Virkelig noget vi begge nyder og sætter pris på! Især Rømø elsker vi at køre til, så vi rigtig kan få slappet af i varmtvandsbassinerne. Massage er mest for mig, da jeg som regel tager til massøren fordi der er noget som gør ondt. Oplevelsen er derfor forbundet med smerte og ubehag, men følelsen bagefter er skøn. At blive løsnet op i stramme og spændte muskler bidrager virkelig til velvære, da smerterne ofte giver mig spændingshovedpine. Ved smerte er berøring en naturlig smertehæmmer, og kroppen udskiller derfor sine egne smertehæmmere, så massage er dejlig lindrende og får en til at slappe godt af.

At male i malebøger

Noget jeg har genoptaget igen og igen fordi jeg simpelthen synes det var for barnligt, men sandheden er at jeg nyder det. Og her taler jeg ikke om de voksne mandala malebøger, nej de gode gamle enkelte tegninger af eventyrsfigurer, børn som leger osv. Det er afslappende, og jeg får altid malet tegningerne færdige inden jeg når at blive træt af at farvelægge. Den tilfredsstillelse oplevede jeg aldrig med mandala malebøgerne, da de seriøst tager en krig at farvelægge. Det har jeg ikke tålmodighed til, og det er så utilfredsstillende for en perfektionist at efterlade et halvfærdigt arbejde, som jeg alligevel ikke gider fortsætte på næste gang lysten melder dig. Nej gi’ mig hellere en børnemalebog så er jeg glad.

At synge!

Tænk at jeg først kom i tanke om den til sidst, jeg elsker jo at synge! og gør det hver dag – derhjemme, på cykelturen og hver gang vi kører bil. Jeg elsker det, og mit musikvalg bunder som regel i, hvad jeg med min stemme kan synge med på. Rap er derfor ikke lige min stil. Hver gang jeg er forkølet hader jeg det, da det altid går ud over min stemme, og så kan jeg virkelig mærke, hvor meget det betyder for mig.

Det var min ‘Gladliste’, som er både er med til at definere mig som person og indkredser de områder, hvor jeg som minimalist kan sætte ind og investere både tid og penge. Sjovt nok står der ikke noget om at købe en masse (udover oplevelser), mærkeligt hvorfor man så falder så meget i den fælde?

2 thoughts on “Min liste over det, som gør mig glad i hverdagen

  1. Hej Sanne.
    Tak for god inspiration. Jeg må igang med at lave sådan en liste.
    Jeg bliver ved med at tro, at “Spise ude” gør mig glad, men ender alt for ofte med ikke at syntes at det var pengene værd efterfølgende…
    Kh Maria // FamilieFinanser

    1. Hej Maria
      Jeg synes virkelig listen sætter tankerne igang, og for mig kunne jeg bagefter se at ‘HYGGE’ er så gennemtrængende i alt, hvad jeg elsker at lave – så det er blevet fokus herhjemme. Ift. det at spise ude er jeg helt enig, og herhjemme er vi kommet frem til at spisesteder med buffet er noget vi føler os tilfredse med – både økonomisk, men også fordi der ingen begrænsning er på hvor meget mad du må tage 😉 og fordi der er noget alle kan lide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.