Julen og dens traditioner

Julen nærmer sig, og tankerne begynder så småt at kredse omkring hvor julen skal holdes, med hvem, juledekorationer og -godter og ikke mindst alle de gaver, som skal indkøbes inden juleaften.

Efter julen i 2017 begyndte jeg at revurdere de traditioner, som idag er blevet til normer i vores familier – sådan gør vi, og sådan har vi altid gjort. Men hvorfor?

Jeg ønskede en ændring, da jeg sidste år op til Black Friday havde lister med specifikke julegaver til specifikke personer og lavet en liste over på hvilke hjemmesider de skulle indkøbes. Jeg stod både frivilligt/ufrivilligt i den situation at jeg havde sagt ja til at sørge for indkøb af fælles julegaver, afhentning af pakkerne og derefter også indpakningen og så skulle de involverede familiemedlemmer, som var med i gaverne, bare overføre deres andel af omkostningerne.

Jeg elsker at organisere, koordinere og julegaveindpakning finder jeg hyggeligt og sjovt, men tingene blev alligevel for stressede for mig. Det resulterede i at jeg på Black Friday spontant vågnede op klokken 4 om morgenen, satte mig ud til computeren og fik bestilt alle tingene inden jeg skulle afsted på arbejde. Træthenden meldte sig senere hen af dagen, og så havde jeg ikke gennemtænkt, hvor mange pakker jeg skulle rende frem og tilbage efter i den ene og den anden pakkeshop.

Efterfølgende besluttede jeg, at jeg ikke længere ville stå for de fælles indkøb, og at juletiden burde handle om andet end at føle sig nødsaget til bare at købe et eller andet, så man kan få gaven krydset af den lange juleindkøbsliste. Det skal være hyggeligt og ikke en sur pligt, som bare skal overstås og sådan føltes det delvist for mig.

Julen 2018 byder derfor på nogle ændringer

Vi har besluttet kun at købe gaver til og forventer kun gaver fra de personer vi holder jul med. På den måde kan vi virkelig overveje præcist, hvad personerne kunne have glæde af og opleve deres reaktion når de pakker den op. En hel del af julestressen forsvinder herved – især fra mine skuldre – da jeg er meget planlæggende og organiserende af natur.

Samskudsgilde juleaften – I hvert fald når vi holder jul med min far. Vi oplevede sidste år presset ved at skulle være værter – med alt det, det indebærer af indkøb, madlavning, pyntning og hvad det ellers kræver for at kreere hyggelige omgivelser for julen. Det var også stressende og i år har vi besluttet at hjælpes ad og hver medbringe noget forskelligt, som vi har ansvaret for at tilberede. Ikke forstået på den måde at vi kun laver det vi selv medbringer, men at vi kan hjælpes ad så det ikke kun er 1 eller 2 personer som står i køkkenet, mens resten slapper af og venter i spænding. Madlavning er så meget mere hyggeligt, når man er sammen om det og omgivet af glade mennesker. Atmosfæren bliver også mere afslappet og så melder hyggen sig automatisk.

Men hvordan kan man gøre julen mere minimalistisk og samtidig holde den hyggelig?

Det kan man ved at finde ud af hvad man vil prioritere i julen. Det skal for os ikke være gaver. Selvfølgelig skal der være nogle, men omdrejningspunktet skal ikke være et kæmpe gaveorgie. Som minimalister er det ikke sådan at vi dropper pynten, juletræet, juledekorationer osv. – nej for det er faktisk det vi finder hyggeligt ved julen, og det vil vi gerne prioritere.

Julepynten blev reduceret voldsomt sidste år, og jeg vælger ikke at købe mere for vi mangler jo ikke noget. Jeg har solgt alt hvad der hed ‘Georg Jensen’ og ‘Rosendahl af Karen Blixen’. De ting betød ikke rigtig noget for mig, men havde været ren og skær statusværdier. Mine ‘Trip Trap’ nisser derimod, dem elsker jeg! Så dem har jeg beholdt, men tilføjer ikke flere til samlingen. Vi er nede på to mindre kasser julepynt, en juletræsfod og en pose med de store ting som ikke kunne passe til kassernes dimensioner.

Vi køber et juletræ, men det bliver et lille billigt et, hvor de få gaver os og vores gæster udveksler skal ligge og hygge sig under.

Juledekorationer har altid været en fast tradition i mit hjem, og jeg elskede det som barn. Det kommer vi til at fortsætte med, og vi plejer altid at kreere en dekoration med et kalenderlys, et almindeligt tykt lys og enten en adventsdekoration eller -krans. Mange af tingene genbruger vi år for år, men gran, mos eller andre grene bliver enten købt eller fundet i naturen.

Julegodter er lidt mere krævende og også dyrt, hvis der skal bruges meget chokolade og marcipan. Så jeg tænker vi fremover hvert år vil vurdere, hvad vi har lyst til at bage og hvilket konfekt vi har lyst til det pågældende år. Så holder vi det til nogle få, men gode ting som vi også er sikre på at få spist. Vi plejer at  få julegaver fra vores arbejdspladser og prøver såvidt muligt at vælge de materialistiske ting fra (medmindre der er noget som vi virkelig mangler), og i stedet vælge de ‘spiselige gaver’, som vi kan nyde sammen med andre. Det nedsætter også de økonomiske omkostninger, så der på den måde er mindre vi skal ud og købe.

Julen og børn

Vores lille pige kommer først til verden februar 2019, men jeg gør mig allerede nogle tanker omkring hvad hendes oplevelse af julen skal være. Disse tanker har også været med til at beslutte ovenstående, da vi ønsker at give vores datter en god og glædelig oplevelse af julen – det havde vi jo selv, med julekalender som skulle åbnes hver dag, julekalender på tv og den dejlige julemusik. Disse positive følelser skal have lov at vokse i vores lille pige, og jeg ser frem til at se den glæde, som kun et barn kan have. Vi ønsker som kommende forældre at gøre traditionen mindre materialistisk, således at vores barn kommer til at værdsætte ovenstående traditioner og ikke kun ser frem til at åbne alle hendes gaver.

Jeg ved fra bekendte at mange vælger kun at give julegaver til hinandens børn, men denne tradition vil vi i vores familie frabede os, da kærlighed ikke skal vises gennem materielle gaver. Så hellere tilbyde at tage vores barn med hen et sted – igen en oplevelse jeg tænker hun husker og får mere ud af.

Ift. adventskalender har jeg som barn oplevet at få både gaver hver dag og kun til advent. Adventskalenderen på billedet først i indlægget er broderet af min mor det år jeg blev født. Den er så fin og sød at jeg vil give den videre til vores datter. Jeg har besluttet at det kun bliver en adventskalender, da jeg husker mange af de små ting jeg fik hver dag som barn, var ren og skær bras. Gaverne skal ikke være materialistiske (igen medmindre jeg finder noget hun virkelig mangler). Jeg vil i stedet fokusere mere på at give hende oplevelser i gave, og gerne nogle hvor julen har temaet for begivenheden – julemarkeder, skøjteløb, bage julekager eller lave julekonfekt osv.

Alt afhængig af hvor gammelt barnet er, kan man jo målrette ‘gaverne’ noget forskelligt. Jeg har tænkt at gøre hver af adventssøndagene ‘hemmelige’ for hende i de små år, således at det først er søndag morgen når hun vågner og pakker den lille gave op, at hun finder ud af, hvad vi skal lave den pågældende søndag. Så kan man jo ift. bagning og konfekt variere hvilke, som bliver lavet hvert år og jeg er sikker på hun vil glæde sig til at finde ud af, hvad vi som familie skal hygge os med.

Det er nærværet os imellem som skal være omdrejningspunktet – og ikke kun i julen. Ligesom det ikke kun er på fødselsdage og bryllupsdage, man fortæller at man elsker hinanden – det kan man gøre hver dag! og vi vil som familie prioritere hygge med hinanden – ingen siger det behøver koste noget? Så længe vi er sammen, er jeg sikker på vores lille pige vil nyde det.

De ting jeg husker bedst er sjovt nok ikke gaverne, men derimod samværet, glæden, julepynten, at spise pebernødder og ‘Skillema-dinga-dinga-du for fulde drøn i stuen – det er det vi vil give videre til vores lille prinsesse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.