En lille oprydningschallenge

De ting som oftest roder, er de ting som ikke har en fast plads. Nogle har måske en eller to rodeskuffer til den slags dimser og dutter. Min lille challenge er derfor at kigge dig omkring, se hvad der ligger og roder – er det de samme dag efter dag? Brug en lille halv time på at få et overblik over de ting, og find ud af hvor de skal ligge – hvor skal deres ‘hjem’ være?

Oprydningen bliver så meget nemmere, hvis du hver dag kommer hjem og ved hvor tingene hører hjemme. Jakken skal ind i skabet eller op på en knage, skoene skal ind i skabet eller på et skostaiv, nøglerne skal hænge i et nøgleskab eller ligge i en lille skål, cykelhjelmen skal op på den dertilhørende knage eller kasse osv. osv.

Du fortjener et hjem med plads til dig!

Måske er mange af de ting du finder noget som egentlig bare skal smides ud? så gør det! ud med det hvis ikke det er vigtigt. Måske du møder noget som bare dræner dig for energi – noget du ikke bryder dig om? Måske det så skal sælges eller gives videre? Uanset hvad det er, skal der tages en eller anden form for action på det. Hvorfor? Fordi du fortjener et hjem, som indbyder til hygge, til ro og et sted hvor du trives med de ting som omgiver dig.

Efter de 30 min., prøv så at kigge dig omkring. Har det gjort nogen forskel? er køkkenbordet måske blevet ryddet og klar til madlavning, spisebordet ryddet og klar til kreative udfoldelser, indtagelse af aftensmad eller måske en dejlig velfortjent kop kaffe? Måske syntes du stadig det ser rodet og håbløst ud? Så vid at det vigtigste er, at du er gået igang! At starte er bedre end ikke at gøre noget som helst, og langsomt bliver det mere og mere overskueligt i takt med at du får set de ting du ejer – virkelig set dem, får set den plads du har til rådighed – måske du finder på nye kreative opbevaringsløsninger? Og måske du får øjenene op for ting du ikke har brug for, eller som du virkelig mangler.

Lad mig endelig vide hvordan det går – både på godt og ondt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.